Diskret levering & Gratis fragt på ordre over 599,-

Undersøgelse: Hvordan onanerer vi egentlig?

Undersøgelse: Hvordan onanerer vi egentlig?

Tekst af Ida Højegaard.


Hvor mange gange har du onaneret den sidste måned? Hvor længe onanerer du typisk? Og hvilke metoder bruger du, når du onanerer? Sådan lyder nogle af de spørgsmål vi i Klub Venus har stillet vores community, i vores seneste undersøgelse under initiativet, Reported Pleasure; en undersøgelse, der handler om jeres onani-vaner, og om de tanker I forbinder med sex og med jer selv.


Hos Klub Venus bliver vi aldrig færdige med at tale om onani. Onani handler om din seksuelle sundhed og din ret til at udforske din krop og din nydelse. Resultaterne af undersøgelsen giver en klar og ærlig besvarelse af alle de spørgsmål, som vi normalt ikke tør at stille hinanden. 


Med undersøgelsen ønsker vi at understrege, at der ikke findes en rigtig måde at onanere på. Alle er forskellige, og vores individuelle rejser mod seksuel nydelse og selvopdagelse varierer. Det er en helt naturlig del af livet at udforske vores kroppe og opdage, hvad der virker bedst for os.


I alt er der indsamlet over 1400 svar. 1293 vulva-ejere og 140 penis-ejere besvarede undersøgelsen. Det er vigtigt at huske, at vores community kun udgør et udpluk af mennesker. Hvis du er nysgerrig, kan du se alle detaljerne på de enkelte svar gennem linket her. 


Onani og orgasme 


First things first. Hvorfor onanerer I egentlig? 

Når I onanerer, gør I det fordi I er liderlige, fordi I har lyst til at få en orgasme, for at komme ud af hovedet, for at falde i søvn, for at lindre smerter, for at komme ned i kroppen eller for aktivt at lære jeres krop bedre at kende. 


Andre nævner, at onani er en form for self care lidt ligesom at tage et varmt bad, en overspringshandling eller en fast rutine inden sengetid. En skriver; Jeg onanerer for at få et sundt forhold til seksualitet igen efter overgreb og en anden; Jeg onanerer for at slippe kontrollen og stoppe med at høre mine tanker på en invaderende måde.


22% af jer onanerer fordi I har haft sex med en partner og ikke fik en orgasme. 6% fordi I skal have sex med en partner senere. Der er altså et hav af forskellige grunde til, at I har sex med jer selv. 


Også når det gælder orgasme spænder jeres svar vidt. 64% af jer opnår altid orgasme når I onanerer. 28% svarer ja, for det meste, mens 4% svarer sjældent eller aldrig. 


Orgasme eller ej, føler 81% sig tilfredsstillede efter en onani-session. Nogle føler sig glade og forløste. Mens andre føler sig trætte og kede af det. Skam fylder desværre også hos en del. Mere om det i sidste del af artiklen. 


Onanerer du lige så meget som mig? 


Hvor mange gange onanerer I egentlig i løbet af en måned? 

Næsten halvdelen af jer, 49%, onanerer 1-7 gange om måneden. Men 19% af jer fortæller, at I normalt plejer at onanere mere. 29% onanerer 8-15 gange om måneden. 15% onanerer 16-30 gange. 


Når I har sex med jer selv, varer det alt fra under et minut til over en time. For 37% er jeres go to en session på 8-19 minutter. 


Og psst. 38% af jer begyndte at onanere (bevidst) før I blev 13 år. 


Fingre og fantasier 


Metoderne er mange. Fantasierne endnu flere. 

Mens 98% af jer stimulerer de ydre kønsdele når I onanerer, gnubber, grinder og gnider 43% af jer op ad noget. 25% onanerer ved penetration af skede (vagina) med hænderne. Og 15% penetrerer anus. 


Udover stimulation af kroppen, foretrækker mange af jer også en ekstra tilføjelse til jeres pleasure hunt. 70% fantaserer om en person, situation eller andet. 66% ser porno. 22% hører musik. 25% læser noget der tænder dem, og 12% ser på sig selv. 

23% fokuserer ikke på andet end deres krop. 


Sexlegetøj eller ej?


82% af jer bruger hjælpemidler, når I onanerer. 

I undersøgelsen er det suction-vibratoren, der er den helt store spiller. Hele 59% af jer bruger suction-toys, når de onanerer. Ellers er en dildo med vibrator, en lille vibrator til ydre stimulering og glidecreme de produkter, der bliver brugt mest hjemme under dynerne. 



8% bruger hjælpemidler, hvis primære funktion ikke er onani. Det er alt fra elektriske tandbørster, brusehoveder, puder og dyner, til grønsager, stolekanter og deodoranter, og meget meget mere. 


En skam


Desværre oplever 11% af de adspurgte at føle sig skamfulde efter at I har onaneret. Skammen handler meget om porno, en følelse af at have gjort noget forkert eller en følelse af, at jeres venner, familie, kæreste har ‘set jer’ og dømmer jer. 


Jeg er i fast parforhold, og vil helst ‘bruge’ lysten sammen med min kæreste frem for onani, så jeg kan godt føle lidt skam hvis jeg ‘bruger’ lysten alene i stedet.     Skammen er affødt af følelsen af at jeg onanerer på en “forkert” eller “mærkelig” måde.    Jeg er troende kristen, og føler at jeg har syndet, når jeg har onaneret.     Jeg skammer mig over den porno, jeg ender med at se. Den kan virke kvindeundertrykkende, og jeg er ellers feminist til dagligt.


Det er vigtigt at du giver dig selv tid og plads til at udforske din seksualitet uden at dømme dig selv. De fleste af os forbinder ufrivilligt vores seksualitet med noget skamfuldt. Der er stadig rigtig meget tabu og udskamning forbundet med den menneskelige seksualitet i dag, både direkte og indirekte, så det er helt normalt at bære den med sig. Det kan kræve en meget aktiv aftabuisering at komme af med skammen, og det kan tage lang tid, så giv dig selv en masse kærlighed i den proces. Du er helt normal, og det bliver bedre.


Undersøgelsen om jeres onani-vaner er den anden, Klub Venus, igangsætter og publicerer under initiativet Reported Pleasure. 

Best Sellers

Bestseller
Bestseller