Diskret levering & Gratis fragt på ordre over 599,-

Q&A: Annahita Tajik

Q&A: Annahita Tajik

Spørgsmål af Ida Højegaard. Svar af Annahita Tajik.


Q: Hvordan mener du, at din kulturelle baggrund har påvirket din forståelse og oplevelse af seksualitet?


A: Det har haft indflydelse på måden, jeg har ageret i mine intime relationer - på mine relationer til de mennesker jeg har datet og haft sex med. Jeg har været meget tilbageholdende, både ift. at udtrykke og udforske min seksualitet. 

I mine teenageår kæmpede jeg med en intens følelse af skam. Skammen fulgte med mig, da jeg blev ældre. Imens dem omkring mig datede på livet løs, og havde mulighed for at udtrykke deres seksualitet uden forbehold. 

Jeg afholdte mig fra at date og fra at udtrykke min seksualitet, fordi jeg følte, at jeg skulle leve op til de forventninger, der var i min familie. Forventninger, der b.la. lød på, at man ikke burde kysse på første date, ikke have sex inden man var i et parforhold og at man ikke måtte date flere på én gang. 

Samtalerne om sex og drenge i hjemmet var (for det meste) ikke-eksisterende, og hvis snakken endelig faldt på de emner, var det altid med et negativt præg. Samtalerne med mine forældre manglede en åbenhed, og jeg følte mig ikke komfortabel nok til at spørge ind. 

Det satte sig i min krop og i mit sind som skam, og gjorde at jeg i en længere periode var meget begrænset i min udforskning af min seksualitet. 

Efter et godt stykke tid kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at rive mig væk fra de forventninger. Og jeg gik nærmest fra det ene yderpunkt til det andet. Dengang var det dét, der skulle til for, at jeg kunne finde mig selv og min seksuelle side.


Q: Hvad vil du gerne opnå ved at dele dine personlige oplevelser med andre? 

A: Jeg håber på at aftabuisere snakken om sex, og den skam der følger med hos etniske minoriteter. Jeg håber på, at min fortælling kan give en indsigt i en minoritetskvindes seksuelle liv. Det er ikke ofte, jeg hører om andre etniske minoriteter, snakke om seksualitet så åbent som jeg selv. Og jeg oplever stadig, at folk omkring mig bliver overraskede over, hvor åben jeg er, når snakken falder på sex - både på godt og på ondt.

Jeg håber, at jeg kan være en spejling for andre, der skal navigere i flere kulturer. Jeg håber selvfølgelig også, at det at jeg deler min oplevelse, kan hjælpe andre minoriteter med at føle sig mindre alene. 

Q: Hvornår begyndte du at føle dig mere komfortabel ved at stå ved din seksualitet?


A: Da jeg ikke længere forsøgte at leve op til de næsten uopnåelige høje standarder, der var blevet sat i min familie - til kvinderne i familien - specifikt. 


Jeg indså langsomt, at jeg blev nødt til at udtrykke mig, som jeg havde lyst til. I starten forsøgte jeg at skjule det fra min familie, så jeg ikke blev konfronteret med deres reaktioner. Men langsomt kunne jeg hvile mere og mere i mig selv, og det betød, at jeg på et tidspunkt valgte, droppede at skjule den del af mig selv.


Det var ikke nemt. Og det er stadig ikke nemt. 

Mine forældre går næsten i panik, hvis jeg deler bare en snert af min seksuelle side i et opslag på insta, men jeg har efterhånden lært, at den skam de bærer rundt på ikke skal videregives til mig og derfor prøver jeg så vidt muligt ikke lade det påvirke mig. 

Skammen jeg har båret på er væk, og det gør mig tryg at vide, at jeg ikke skal videregive dem skam, som jeg oplever har spillet en stor rolle gennem generationer i min familie. 

 

Q: Hvad vil du sige til andre, der kan føle sig usikre på grund af kulturelle forventninger eller andre normer? 


A: Det er fuldstændig naturligt at føle sig usikker, især når du (måske) står imellem to forskellige kulturer, der trækker i hver sin retning. Det kan være hårdt og svært at finde ud af, hvor man skal placere sig i det.


Forventningerne på hjemmefronten kan veje tungt. Særligt når det er hele din familie, der har noget at sige til måden, du lever dit liv på. Det kræver mod at håndtere det pres. Det er vigtigt at du tager det i dit eget tempo, og at du husker, at din seksualitet er noget, du selv skal finde ud af hen ad vejen ved at lytte til dine egne tanker og følelser. 


Best Sellers

Bestseller
Bestseller